Små og store politiske skandalesager, iderige fiflerier og skamløs ragen til sig er blevet hverdagskost. De har kastet lys helt ned i bunden af den politiske jungle og vist os et plumråddent miljø, hvor folkevalgte spidser og samfundsstøtter, ivrigt bistået af en endeløs stab af spindoktorer, har travlt med smart iscenesættelse, manipulation og virtuos kreativitet.

For ikke så mange år siden var det engagement, værdier og holdninger, der styrede de politiske budskaber – ikke medieeksperter, fokusgrupper og meningsundersøgelser.

Derfor gjalder jeg med nostalgiens blide patina: Giv os Anker tilbage …

Hylekoret af spindoktorer vil himle op om ren stokroseromantik, hvor vi med drivende våde øjne til tonerne af savmusik hylder den dårligste statsmand siden Erik Af Pommern.

Politisk forkætret, ofte forhånet og nedgjort, et yndet hadeobjekt for det velbjærgede borgerskab og folk med fine fornemmelser – alligevel har Anker Jørgensen altid været omgærdet med dybfølt sympati og beundret for sine standpunkters mod. Han har været kompromisløs i sin holdning til, hvad der var rigtigt og forkert og gik uden frygt i klammeri med magthavere som Saddam Hussein, USA’s præsident, de rige oliesheiker, Mærsk Mc-Kinney Møller og flere med dem.





Efter århundredets valgnederlag i 1973 viste Anker sig i stand til at kæmpe sig op og fastholde posten som landets statsminister igennem 10 år under helt umulige parlamentariske forhold. En politisk bedrift. Han forsvarede velfærdsstaten med næb og klør og fik gennemført værdifulde reformer som efterlønsordningen, garanti-lønnen, Lønmodtagernes Dyrtidsfond og en omfattende socialreform med Bistandsloven som vigtigste element. Også et endegyldigt nej til Atom-kraft blev det til.

Anker Jørgensen har aldrig adskilt moral og politik og topper alle tiders politiske troværdighedsbarometer:

- arbejdsmanden, der var på fornavn med nationen og aldrig holdt udsalg i meninger og standpunkter

- statsministeren, der stod i telefonbogen uden hemmeligt nummer og aldrig fik fine fornemmelser eller vaner

- mennesket, der aldrig glemte sin ungdoms idealer og blev dansk folkeeje.

Spindoktorer, lederskribenter og andet godtfolk får lys i øjnene og falder næsten over hinanden, når det gælder om at få skubbet ansvaret for 1970′ernes økonomiske uføre over på Anker Jørgensen.

Der var international lavkonjunktur og global oliekrise med massearbejdsløshed overalt – men Anker vaklede ikke. Han forblev trofast mod sine idealer om retten til velfærd for alle og afviste alle borgerlige krav om et almissesamfund, der forflygtiger al anstændighed og socialt ansvar. Overalt i verden blev der skåret drastisk ned på velfærden – men man hørte hjertet banke, når Anker indædt forsvarede de svage, de udstødte, de arbejdsløse, de syge, de gamle og fik minimeret skaderne på den danske velfærdsmodel.





I 1990èrne tog Anker Jørgensen til Irak for at få 38 danske gidsler ud af Saddam Husseins kløer. Politikere fra alle sider lod skældsord hagle ned over den tidligere statsminister, men da gidslerne over telefonen direkte tryglede Anker om at komme til Bagdad, var han ikke i tvivl. Han forenede al sin menneskelige omsorg og sin politiske erfaring i sine bestræbelser, og det lykkedes at få dem hjem ad flere gange. Anker var hver gang i lufthavnen for at tage imod …

Kim Larsen, sanger og poet, sagde senere:

"Det var ikke Anker, der solgte Københavns havnefront til den højestbydende. Det var heller ikke ham, der solgte Ungdomshuset hen over hovedet på de unge mennesker, der havde opholdt sig i huset i 25 år ... Derimod var det Anker, der i sin største time gik ind i løvens hule og tog til Bagdad og befriede de danske gidsler. Det var sgu modigt gjort. Så derfor vil jeg nu synge verdens største, lille sang til Danmarks største, lille mand ..."





Den almindelige dansker kom til at elske dette ærlige og prunkløse menneske, der i dèn grad repræsenterer danskerens idealer, drømme og forhåbninger. Folkets mand med ægte følelser for de svageste i samfundet.

Mange vil iøvrigt kunne fortælle stort og småt om deres oplevelser med Anker. Som sekretæren Dorthe Christiansen om dengang i halvfjerdserne, da
Anker som ellers travl statsminister småløb en tur rundt om Christiansborgs ridebane for at være udhvilet og klar til resten af dagen og aftenen med. Han stoppede op foran et ungt japansk turistpar, der forelsket tumlede rundt med deres kamera i forgæves forsøg på at nå tilbage foran linsen, kysse hinanden inderligt, inden selvudløserknappen koblede sig selv på. Venligt tilbød Anker at agere fotograf. De takkede ham overstrømmende på flydende japansk, men Anker var ikke i tvivl om lydenes betydning, så han svarede dem, at nu var de i alt fald foreviget og ønskede fortsat rigtig god tur. Hvis de fik brug for hjælp, måtte de endelig ringe til ham. Værsko, her var hans visitkort. Som sekretæren senere skrev: ”Jeg ville gerne have været inde i deres hoveder, når det gik op for det forelskede par, at det var landets statsminister, der var fotografen .. Typisk Anker, ægte ligetil."

Eller p
ressefotografen Mogens Ladegaard, der rejste det meste af verden rundt med landets statsministre og var med, da  Anker Jørgensen besøgte Grønland. En stakkels forvirret dreng kastede et æg efter ham, og en betjent handlede resolut og greb hårdt fat i drengen. Men det kunne Anker slet ikke have, og det hele endte med, at landets statsminister nærmest undskyldte, at han kom til at stå i vejen for ægget.


Eller taxa-chaufføren fra Hermanns Taxa, der for et par år siden var med, da Anker Jørgensen som travl pensionist kørte med S-toget på vej hjem til Sydhavnen. En pige havde ikke kunnet klippe på Dybbelsbro og Ankers endestation, Sydhavnen, var næste gang. Men stod han af ? Næ, han holdt tog-døren, så pigen kunne komme ud og få klippet, kørte videre med til Sjælør og tog såmænd bare toget overfor et stop tilbage igen.

Lad mig slutte med Anker selv. I et interview med Ninka sagde han om solidaritet:

“Meget enkelt kan man sige, at begrebet solidaritet ikke er så populært mere. Folk forbinder det næsten alene med sociale tabere og strid på arbejdsmarkedet. Vi må lægge noget andet og bredere i begrebet solidaritet. Vi må være eksponenter for menneskelighed på alle områder. Eller lad mig flippe helt ud og sige: kærlighed.”

- Louis Bülow

 

   

Louis Bülow - ©2009-11
www.auschwitz.dk
  www.oskarschindler.com