Små og store
politiske skandalesager, iderige fiflerier og skamløs ragen til
sig er blevet hverdagskost. De har kastet lys helt ned i bunden af
den politiske jungle og vist os et plumråddent miljø, hvor
folkevalgte spidser og samfundsstøtter, ivrigt bistået af en
endeløs stab af spindoktorer, har travlt med smart iscenesættelse,
manipulation og virtuos kreativitet.
For ikke så mange år siden var det engagement, værdier og
holdninger, der styrede de politiske budskaber – ikke
medieeksperter, fokusgrupper og meningsundersøgelser.
Derfor gjalder jeg med nostalgiens blide patina: Giv os Anker
tilbage …
Hylekoret af spindoktorer vil himle op om ren stokroseromantik,
hvor vi med drivende våde øjne til tonerne af savmusik hylder
den dårligste statsmand siden Erik Af Pommern.
Politisk forkætret, ofte forhånet og nedgjort, et yndet
hadeobjekt for det velbjærgede borgerskab og folk med fine
fornemmelser – alligevel har Anker Jørgensen altid været omgærdet
med dybfølt sympati og beundret for sine standpunkters mod. Han
har været kompromisløs i sin holdning til, hvad der var rigtigt
og forkert og gik uden frygt i klammeri med magthavere som Saddam
Hussein, USA’s præsident, de rige oliesheiker, Mærsk Mc-Kinney
Møller og flere med dem.
Efter århundredets valgnederlag i 1973 viste Anker sig i stand
til at kæmpe sig op og fastholde posten som landets statsminister
igennem 10 år under helt umulige parlamentariske forhold. En
politisk bedrift. Han forsvarede velfærdsstaten med næb og klør
og fik gennemført værdifulde reformer som efterlønsordningen,
garanti-lønnen, Lønmodtagernes Dyrtidsfond og en omfattende
socialreform med Bistandsloven som vigtigste element. Også et
endegyldigt nej til Atom-kraft blev det til.
Anker Jørgensen har aldrig adskilt moral og politik og topper
alle tiders politiske troværdighedsbarometer:
-
arbejdsmanden, der var på fornavn med nationen og aldrig holdt
udsalg i meninger og standpunkter
-
statsministeren, der stod i telefonbogen uden hemmeligt nummer og
aldrig fik fine fornemmelser eller vaner
-
mennesket, der aldrig glemte sin ungdoms idealer og blev dansk
folkeeje.
Spindoktorer, lederskribenter og
andet godtfolk får lys i øjnene og falder næsten over hinanden,
når det gælder om at få skubbet ansvaret for 1970′ernes
økonomiske uføre over på Anker Jørgensen.
Der var international lavkonjunktur og global oliekrise med
massearbejdsløshed overalt – men Anker vaklede ikke. Han
forblev trofast mod sine idealer om retten til velfærd for alle
og afviste alle borgerlige krav om et almissesamfund, der
forflygtiger al anstændighed og socialt ansvar. Overalt i verden
blev der skåret drastisk ned på velfærden – men man hørte
hjertet banke, når Anker indædt forsvarede de svage, de
udstødte, de arbejdsløse, de syge, de gamle og fik minimeret
skaderne på den danske velfærdsmodel.
I 1990èrne tog Anker Jørgensen til Irak for at få 38 danske
gidsler ud af Saddam Husseins kløer. Politikere fra alle sider
lod skældsord hagle ned over den tidligere statsminister, men da
gidslerne over telefonen direkte tryglede Anker om at komme til
Bagdad, var han ikke i tvivl. Han forenede al sin menneskelige
omsorg og sin politiske erfaring i sine bestræbelser, og det
lykkedes at få dem hjem ad flere gange. Anker var hver gang i
lufthavnen for at tage imod …
Kim Larsen, sanger og poet, sagde senere:
"Det
var ikke Anker, der solgte Københavns havnefront til den
højestbydende. Det var heller ikke ham, der solgte Ungdomshuset
hen over hovedet på de unge mennesker, der havde opholdt sig i
huset i 25 år ... Derimod var det Anker, der i sin største time
gik ind i løvens hule og tog til Bagdad og befriede de danske
gidsler. Det var sgu modigt gjort. Så derfor vil jeg nu synge
verdens største, lille sang til Danmarks største, lille mand
..."
Den almindelige dansker kom til at elske dette ærlige og prunkløse
menneske, der i dèn grad repræsenterer danskerens idealer, drømme
og forhåbninger. Folkets mand med ægte følelser for de svageste
i samfundet.
Mange vil iøvrigt kunne fortælle stort og småt om deres oplevelser med
Anker. Som sekretæren Dorthe Christiansen om dengang i
halvfjerdserne, da Anker
som ellers travl statsminister småløb en tur rundt om
Christiansborgs ridebane for at være udhvilet og klar til resten
af dagen og aftenen med. Han stoppede
op foran et ungt japansk turistpar, der forelsket tumlede rundt
med deres kamera i forgæves forsøg på at nå tilbage foran
linsen, kysse hinanden inderligt, inden selvudløserknappen
koblede sig selv på. Venligt tilbød Anker at agere fotograf. De
takkede ham overstrømmende på flydende japansk, men Anker var
ikke i tvivl om lydenes betydning, så han svarede dem, at nu var
de i alt fald foreviget og ønskede fortsat rigtig god tur. Hvis
de fik brug for hjælp, måtte de endelig ringe til ham. Værsko,
her var hans visitkort. Som sekretæren senere skrev: ”Jeg ville
gerne have været inde i deres hoveder, når det gik op for det
forelskede par, at det var landets statsminister, der var
fotografen .. Typisk Anker, ægte ligetil."
Eller pressefotografen
Mogens Ladegaard, der rejste det meste af verden rundt med landets
statsministre og var med, da
Anker Jørgensen
besøgte Grønland. En stakkels forvirret dreng kastede et æg
efter ham, og en betjent handlede resolut og greb hårdt fat i
drengen. Men det kunne Anker slet ikke have, og det hele endte
med, at landets statsminister nærmest undskyldte, at han kom til
at stå i vejen for ægget.
Eller taxa-chaufføren fra Hermanns Taxa, der for et par år siden
var med, da Anker Jørgensen som travl pensionist kørte med
S-toget på vej hjem til Sydhavnen. En pige havde ikke kunnet
klippe på Dybbelsbro og Ankers endestation, Sydhavnen, var næste
gang. Men stod han af ? Næ, han holdt tog-døren, så pigen kunne
komme ud og få klippet, kørte videre med til Sjælør og tog såmænd
bare toget overfor et stop tilbage igen.
Lad
mig slutte med Anker selv. I et interview med Ninka sagde
han om solidaritet:
“Meget
enkelt kan man sige, at begrebet solidaritet ikke er så populært
mere. Folk forbinder det næsten alene med sociale tabere og strid
på arbejdsmarkedet. Vi må lægge noget andet og bredere i
begrebet solidaritet. Vi må være eksponenter for menneskelighed
på alle områder. Eller lad mig flippe helt ud og sige: kærlighed.”
- Louis Bülow |
